Søndag den 12. november 2017 kl. 15.00

Carl Nielsen kvintetten

De 5 glade drenge fra Carl Nielsen kvintetten bliver de kaldt: Kenny Aaberg Larsen, fløjte, Malmø Operaen, Christian Vinther, horn, Sjællands Symfoniorkester, Daniel Bogorad, obo, freelance, Magnus Koch Jensen, fagot, Det Kongelige Kapel samt Nicolai Eghorst, klarinet, Sønderjyllands Symfoniorkester.

De begyndte alle deres musikalske løbebane i Tivoli-Garden hvor de, som de selv siger, har marcheret haven tynd, og i dag har de alle gode stillinger i forskellige symfoniorkestre - og deres fritid – ja den hedder Carl Nielsen Kvintetten!

Kvintetten har vundet et utal af præmier og priser, i 2014 blev de nr. 2 i P2's Kammermusikkonkurrence og i 2015 vandt de 1. prisen ved Carl Nielsen International Chamber Music Competition (samt pris for bedste fortolkning af Carl Nielsens musik).

Da de er 5 meget levende drenge, spiller de altid med stor energi og evner at række meget langt ud over scenekanten med deres musik. Der venter os uden tvivl en dejlig eftermiddag med et spændende og varieret program!