Søndag den 21. marts 2021 kl. 15:00 (MS) - Trio Con Spirito

Trio con Spirito inviterer ind i et levende, musikalsk rum, og skaber med den velklingende instrumentkombination fløjte, viola og guitar en stemningsfuld atmosfære.
Trio con Spirito består af Pia Kaufmanas, fløjte, Sigrid Kongshøj-Munch, viola, og Torsten Borbye Nielsen, guitar. Tre konservatorieuddannede, klassiske musikere, som i forskellige musikalske konstellationer har spillet mange hundrede koncerter i ind- og udland og indspillet en lang række CD’er. Trioen har givet mange koncerter med musik, som på en særlig måde inviterer til fordybelse og refleksion.
Ved koncerten i Måløv Musikforening folder Trio con Spirito imidlertid sit musikalske udtryk ud i et kontrastfyldt repertoire, der bygger bro mellem gammelt og nyt: Kendte og afholdte værker af bl.a. Johann Sebastian Bach, Brahms og Carl Nielsen står side om side med musik af ensemblets guitarist Torsten Borbye Nielsen, som i flere af sine kompositioner tager udgangspunkt i temaer af den blinde, keltiske harpespiller Turlough O'Carolan. Vi kan se frem til en spændende eftermiddag i selskab med fremragende musikere.